Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvorfor idrætsinstitution

Hvorfor pædagogisk idræt ?

Børn er fra naturens side i bevægelse. Barnet bevæger sig i fostertilstanden, og efter fødslen træner barnet dagligt sine muskelgrupper. Barnet får impulser i sin krop til bevægelse, billedligt talt er det som om at barnet har myrer i sin krop, så det er vanskeligt for det ikke at være i bevægelse.

Når barnet starter i vuggestuen, er det fortsat i gang med at træne sine muskelgrupper. Det er vanskeligt for barnet at holde sig i ro, at sidde stille. Det kræver mere mental energi for det lille barn at kontrollere sin krop til ikke at være i bevægelse, end det kræver at bevæge den. Med bla. den viden sammenholdt med, at der i disse år er meget fokus på, at børn bevæger sig mindre og mindre, at børn bliver transporteret fra det ene sted til det andet, viser det sig, at flere og flere børn bliver overvægtige, vi har valgt at udvikle ”Blæksprutten” – til en pædagogisk idrætsinstitution.

Når vi skriver udvikle, betyder det at vi er i en proces, hvor vi hele tiden bliver klogere ud fra de erfaringer vi gør os og via refleksionerne fra vores praksis.

Vi ser den Pædagogiske Idrætsinstitution som et udviklende supplement til det at være byboer. Børnene på Amager bor som oftest i lejligheder, hvor der er mindre plads til at løbe og bevæge sig. Idrætsinstitutionen skal indrettes så vores koncept bla. kommer til udtryk i vores indretning . Vi prøver at holde fast i to regler: ”du skal passe på dig selv og på de andre børn”. Derved kan vi lade institutionens indretning og de fysiske rammer være til fri afbenyttelse for børnenes leg og læring.

Personalet fungerer som rollemodeller for børnene. Derfor lægger vi stor vægt på, at personalet kan lide at bevæge sig, sammen med børnene. Personalet bruger sig selv som redskaber og rollemodeller, børnene kan kravle over, under og igennem.