Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Syge børn

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet pjecen ”Smitsomme sygdomme hos børn”, vejledning for skoler, daginstitutioner og forældre. Heri står:

”Reglerne for fremmøde i institution er fastsat for at begrænse spredning af smitsomme sygdomme. Hovedreglen er at syge børn ikke må møde i institutionen, og at et barn med en smitsom sygdom først må modtages, når det ikke længere smitter. Barnet er rask når det på sædvanlig måde kan klare at opholde sig i institutionen. Det vil sige, at barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig pasning. Hvis et barn møder i institutionen uden at være helt rask, har det på grund af nedsat modstandskraft større risiko for at få komplikationer til sygdommen eller pådrage sig en anden sygdom.”
Disse regler er retningslinjer vi følger. Når jeres barn er syg, må barnet ikke komme i ”Blæksprutten”. Hvis jeres barn bliver syg i institutionen, vil vi kontakte jer, og vi forventer, at I henter jeres barn. Barnet bør blive hjemme, indtil det er helt frisk, og i samarbejde med sundhedsplejerskerne anbefaler vi en feberfri dag hjemme. Dette for at støtte jeres barns immunforsvar, således at barnet ikke hurtigt får en ny sygdomsperiode.
 

Et barn i vuggestuealderen vil sjældent selv kunne fortælle, at det er utilpas. Det vil være det pædagogiske personale, som vil se, at barnet ikke er frisk, som vil se, at barnet er påvirket, er træt, har blanke øjne, virker utilpas. Vil se, at det er for svært og krævende for barnet at indgå i dagens aktiviteter. Et barn behøver ikke at have feber for at være sygt.
Som forældre vil I kunne opleve, at når I henter jeres syge barn hjem, vil barnet virke frisk, når I er kommet hjem. Dette er ikke unormalt, idet barnet her har mulighed for at slappe af, for at få ro, barnet skal ikke længere forholde sig til de andre børn i gruppen. Og dette betyder nødvendigvis ikke at barnet derfor er rask.
Børn i vuggestue vil ofte have mange sygedage. Det er en god idé at opbygge et netværk, som kan passe barnet nogle af dagene.
I Idrætsinstitutionen ”Blæksprutten” har vi fokus på god hygiejne. Vi benytter engangsmaterialer ved håndvask og bleskift. Der er opsat berøringsfri vandhaner og sæbedispensere i hele huset, herudover er der på gangene opsat dispensere med næseservietter, spritgele og en affaldsspand.
Børnene får vasket/vasker selv hænder, inden de spiser, efter toiletbesøg, og når de kommer fra tur eller ind fra legepladsen..
På opslagstavlerne i afdelingerne vil der hænge opslag, når vi har smitsomme sygdomme og børnesygdomme. Det er derfor vigtigt, at I ringer til os, når I har været til lægen og fået dette konstateret.
Vi giver ikke børn medicin i vuggestuen eller indsmører barnet med lægeligt ordinerede cremer. Undtagelsesvis hvis barnet har en kronisk sygdom. Dette skal dokumenteres lægeligt.