Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Blæksprutten

Velkommen til Blæksprutten!

Vi er en idrætsinstitution på Amager med tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper.

Vi bor på Amagerfælledvej, tæt ved både Amagerbro og Islands Brygge. Her holder vi til i et dejligt, ældre hus med sjæl og gode rammer for børnene.

Vores hus og legeplads

Udover de fem stuer har vi også to fællesrum - et til vuggestuen og et til børnehaven. Dem bruger vi især, når vi laver motorikbaner, rytmik og andre lege, som kræver lidt mere plads. På øverste etage har vi en kæmpe sal, som altid giver børnene akut lyst til at løbe. Den bruger vi til de aktiviteter, som kræver rigtig meget plads.

Udenfor har vi en virkelig stor legeplads med rigtig mange muligheder for leg. Den giver især god mulighed for, at børnene kan dele sig lidt op og fordybe sig i lege i mindre grupper, og det giver ro for alle. Børnehaven er udenfor hver dag året rundt, uanset vind og vejr - og vuggestuen er også ude langt de fleste dage.

Pædagogisk idræt

Vi er en idrætsinstitution, og det betyder, at vi arbejder med bevægelse i børnehøjde - også kaldet pædagogisk idræt. Det handler ikke om klassiske idrætsdiscipliner, men om at tænke kroppen og bevægelse ind i alle de aktiviteter, vi laver med børnene.

Vi laver selvfølgelig masser af klassiske bevægelseslege som motorikbaner, rytmik og fangelege. Men vi laver også mere rolige aktiviteter, hvor børnene får mulighed for at bruge og mærke deres kroppe, for eksempel børneyoga.

I vuggestuen betyder det, at vi oftest sidder på gulvet frem for på stole. På den måde bruger børnene deres krop mere aktivt, og det er med til at udvikle deres motorik.

Læs mere om vores idrætsprofil på siden her.